Dorte Mikaelsen Olesen
Psykoterapeut MPF og sygeplejerske
Livet byder af og til på svære stunder, det er et livsvilkår. Jeg er optaget af, hvordan vi får lært at integrere de svære stunder og sår på vores sjæl fremadrettet i vores liv. Vi mennesker gemmer på så mange kvaliteter inde i os, helt inde i vores indre dybe kerne. Jeg er optaget af at hjælpe den enkelte til at få kontakt til de kernekvaliteter igen. De kvaliteter kan hjælpe os til at blive mere ægte og autentisk, så vi kan blive den bedste udgave af os selv og har mulighed for at stå et stærkere sted i livet. Et liv med nye indsigter og perspektiver, så vi bedre kan blive i stand til at leve et liv i harmoni og balance.
Telefon: 51 35 39 41
E-mail: dorte@indsigtsrum.dk
www.indsigtsrum.dk
Jeg har særligt fokus på
Stresshåndtering – Balance mellem arbejdsliv og privatliv
Tab og sorg – dødsfald, tab af vores livsdrømme
Adoptionsproblematikker
Ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling – få hjælp til de svære følelser og beslutninger
Støtte til dig som pårørende – det kan være til både psykisk og fysisk sygdom hos dine nærmeste
Svigtende selvværd
Livskriser, sygdom og sårbarhed
Relationelle udfordringer, privat og arbejdsmæssigt
Sådan arbejder jeg
Jeg tilbyder individuel terapi til voksne.
Det er vigtigt for mig, at terapien foregår i trygt rum. Jeg lægger meget vægt på, at møde dig med nærvær, ro og empati, og jeg har i min terapi en ikke-dømmende tilgang til dig.
Via samtale og oplevelsesorienteret terapi, går vi i dybden med dine tanker og mønstre, hvordan det føles i kroppen/hvad din oplevelse er og dit udtryk. Et udtryk kan både være usagte og sagte ord, men kan også vise sig i din adfærd, og i det der sker mellem os i terapien. Du vil derfor opleve, at vi med samtalen kredser os ind på det, du kommer med, og undersøger og understøtter med små kropslige øvelser. I dit tempo.
Terapi er også for dig, der ikke kan sætte de præcise ord på, hvad der tynger dig lige nu eller hæmmer dig i at leve dit liv, som du gerne vil. Det kan vi sammen gå på opdagelse i.
Udover individuel terapi, tilbyder jeg også fordybelsesforløb for mindre grupper med oplæg og meditationsøvelser.
Lidt om mig
Jeg har altid været optaget af relationer, og alt det der udspiller sig i vores relationer med hinanden, og den påvirkning det har på vores liv.
Jeg har arbejdet som sygeplejerske siden 2001, og jeg har gennem mine mange møder med patienter og pårørende altid fundet inspiration og livsbekræftelse. Det er livsbekræftende at se, hvordan mennesker i deres største livskrise, kan finde håb og energi til at komme videre. At opleve det på nært hold, er med til at udvikle mig selv og udfordre min egen måde at tænke på og være i livet på. Det beriger mit liv, og jeg brænder for, at gå på opdagelse i både det sagte og det usagte.
Det var derfor også meget naturligt for mig, at tage uddannelsen til psykoterapeut, hvilket jeg blev færdig med i 2022. Jeg er meget beæret over, at få lov til at hjælpe andre mennesker med problemstillinger, der ofte er meget private. Det værner jeg om med ydmyghed. Jeg synes det er fascinerende, hvordan vores syn på livet, vores syn på relationerne og os selv kan påvirke os – både i negativ og positiv retning.
Privat bor jeg sammen med min mand og har to børn. Jeg har selv været gennem flere kriser i mit liv. Jeg har haft sygdom og død tæt på, og omstændigheder i mit private familieliv har gjort, at jeg har været gennem en lang proces i selv at finde fodfæste på ny, og i det hele taget at måtte omdefinere mine egne drømme for livet. Jeg har derfor også selv oplevet den positive effekt af terapi og kropslige øvelser.
Du er meget velkommen til at kontakte mig – jeg vil glæde mig til at møde dig.